Jeg tror på den værste konklusion

Sidste gang til terapi snakkede vi om en måde hvorpå, man kan se på de erfaringer man har erhvervet sig gennem livet, så det kan være nemmere at forstå hvorfor man reagere som man gør. Vi snakkede om at alle de erfaringer, oplevelser og situationer man har oplevet, er skrevet ned på glasplader som så bliver stablet oven på hinanden. Lige meget hvor mange glasplader man får samlet sig, så vil man altid se på dem oppe fra og ned igennem, derfor ser man ikke kun den seneste erfaring men dem alle på engang – og det kan være rodet. 

Mange af mine glas plader har negative ting skrevet på dem. Det er med til at jeg rigtig, RIGTIG, tit springer til den værst tænkelige konklusion når jeg står i en situation der minder om en, som er nedskrevet på en glasplade. Rigtig tit har jeg oplevet at folk, som har sagt at de altid vil være der, er forsvundet. Værst af alt min mor. Jeg ved godt at jeg ikke kan give hende skylden for at dø. Den følelse jeg husker som et resultat af det er, at lige som hun begyndte at ramme et punkt hvor vi kunne have sammenværd hjemme hos hende, uden opsyn fra kommunen, lige som hun begyndte at virke til at få alle hendes brikker til at falde på plads – så forsvandt hun igen. Den her gang for altid. Det har selvfølgelig medført et kæmpe savn og en helveds masse spørgsmål, men også den overbevisning om at folk altid forsvinder. 

Det er ikke fordi at jeg har lyst til at springe til de værste konklusioner, og jeg arbejder også hårdt op at lære ikke at gøre det, men det er svært. Der har været rigtigt mange situationer hvor folk er blevet, hvor den værste konklusion ikke har været korrekt og de glasplader er også i min stable. Mit problem er bare at de negative erfaringer virker til at være skrevet med fed skrift, hvor alle de andre er skrevet med almindelig og derfor springer de negative mere frem når jeg begynder at føle mig utryg. Det at jeg springer til de værste konklusioner er også en måde jeg forsøge at beskytte mig selv, mod den smerte jeg ville føle hvis jeg nu ikke gjorde det og det så endte ud i, at den værste konklusion var den korrekte.

Det er ærligt et adfærdsmønster som hæmmer mig. Det holder mig så meget tilbage at jeg ikke kan lade være med at tænke over hvor mange fantastiske oplevelser, mennesker og erfaringer jeg er gået glip af, fordi jeg har været for bange til at springe ud i det og med det samme har været kommet frem til den værste konklusion. 

Jeg drømmer om, at jeg en dag faktisk bare kan være i en situation uden at tænke for meget over den. De kloge hoveder siger det nok skal ske og at den her terapi er det første skridt på vejen. Jeg ville bare ønske at jeg kunne knipse og være i mål allerede nu.

Angry but full of love

Jeg vil jo gerne. Jeg ved bare ikke hvordan

Usikkerheden på hvordan jeg skal udtrykke, hvad det er jeg gerne vil er til tider ubærlig. Hvis der er noget jeg gerne vil, men ikke ved hvordan jeg skal gøre, så læser jeg om det. Jeg finder alt hvad jeg kan inden for emnet og jeg læser side op og side ned, for at få en fornemmelse af hvordan jeg skal gøre. Jeg suger alt den teori og viden til mig jeg kan komme i nærheden af. Jeg får skabt mig ideer og jeg kan direkte se det for mig. Men når jeg så kommer dertil, hvor jeg faktisk har en mulighed for at tage mine ideer og føre dem ud i virkeligheden, så fryser jeg. Jeg går i panik og bliver så så vred på mig selv at hele min krop bliver anspændt. Det er ubegribeligt svært for mig at forstå hvordan en simpel ting, en ting jeg gerne vil, ting jeg har ideer til, bliver til en ting jeg går helt i baglås over. 

“Har du prøvet at spørge?” – JA. Men at spørge hjælper ikke meget hvis jeg ikke får nogen svar. 

Et eller andet sted så ved jeg jo godt at jeg “bare” skal springe ud i det med hovedet først. Men hvad nu hvis jeg fejler? Hvad nu hvis jeg gør det forkert? Hvad nu hvis det jeg gør ikke er godt nok? De tre spørgsmål er hvad der stopper mig hver eneste gang. Eller faktisk er de de tre ord “hvad nu hvis” .. Ikke at kunne være sikker på udfaldet skræmmer mig. Jeg har det bedst med at vide hvad der sker. Der er en grund til at jeg læser det sidste kapittel af en bog først – jeg har det bedst med at vide hvordan ting ender.

I’m trying. I really am

30 dage 22 timer 0 minutter

I begyndelsen af 2017 faldt jeg tilbage til nogle gamle reaktions mønstre. Jeg begyndte at selvskade igen. Nogen jeg har været virkelig ked af, men også noget jeg accepteret, at det var sådan jeg kunne håndtere min verden lige nu. 

Jeg har gjort hvad jeg kunne for at holde det nede, brugt alle ressourcer jeg kender til. Jeg har prøvet alle de teknikker jeg har lært, men som noget nyt har jeg også brugt de mennesker jeg har omkring mig til at hjælpe mig. Jeg kunne ikke være mere taknemmelig for alle dem, som har været der på de sværeste dage har sagt “kom her” og hjulpet mig gennem dem, oftest bare ved at være tilstede og lade mig være tilsted. For slet ikke at nævne dem som har lappet mig sammen igen når det så gik galt. I er guld værd!

Det i dag en måned siden, at jeg sidst brugte selvskade som en udvej. Tankerne omkring det er her stadig, men jeg er bedre til at udholde dem og til at søge hjælp når jeg ikke kan, end jeg var for bare et par måneder siden. Det føles godt. Det føles lidt surrealistisk at jeg på et år kan falde tilbage der til, og lige nu have følelsen af at det er overstået og jeg ikke behøver det mere. 

30 dage 22 timer og 0 minutter selvskade fri. 

Litte less lonely

Sommerfugle i mave

Alt godt kommer til den som venter og jeg synes helt bestemt jeg har ventet min del (12 years in Azkaban if you know what I mean). Pjat til side, sagen er den at jeg i dag har været til optagelse samtale, på den ene af de to uddannelser som jeg har søgt ind på,

 OG JEG BLEV FREAKING OPTAGET!!!!

Jeg kan ærligt ikke huske hvornår jeg sidst har været så glad, som jeg er lige nu. Det har givet mig en hel ”sommerfugle i maven” fornemmelse og det er virkelig længe siden jeg har haft det!

Ikke nok med at det føles godt, så har det også givet mig et mål at arbejde frem imod, hvilket er ubeskriveligt rart. Alt for længe har jeg arbejdet uden egentligt at vide, hvad det var jeg arbejdet hen imod. Det gælder ikke kun med de forskellige forløb jeg har været på, i den periode jeg har været sygemeldt, det gælder også med min terapi, men også med de mennesker jeg har omgivet mig med. Lige nu, lige i det her øjeblik, er det virkelig som om, at rigtig mange brikker falder på plads OG DET FØLELS RET VILDT!!

Ikke nok med at jeg med sikkerhed ved, at jeg skal starte uddannelse til januar, så tegner det også til at jeg i starten af det nye år kan flytte til Odense, og derved fjerne en masse transports tid! Skal bare lige have tjekket alting igennem, igen, for at være på den sikre side.  Svendborg er skøn, det indrømmer jeg gerne, men det tager en krig at komme til Odense.. For slet ikke at tage svendborgbanens utilregnelighed i betragtning. Det er et gamble og jeg er ikke gambler. Ikke lige på det punkt ihvertfald.

Selvom det stadig er svært at vende mig til gruppeterapi, så synes jeg faktisk at det går godt. Jeg lære en del og jeg er ved at føle mig tryg nok til selv at dele. Min medicin er ved at være kørt ind, jeg venter dog stadig på en effekt men den kommer vel, og selvom jeg har hadet tanken om at skulle have medicin for at kunne fungere mest optimalt, så har jeg fuldt ud accepteret det nu og er helt okay med det.

Tingene er okay lige nu. Jeg kan gode lige det. Jeg er så klar. 5. januar kom hid.

Oh og inden du sikkert alligevel spørg, så er det hospitalsteknisk assistenten jeg er kommet ind på. 

I’m ready to play

Jeg var så sikker. Nu? Knap så meget.

Jeg har været så sikker. I så lang tid var jeg overbevist om at det var det jeg ville. Ingen af de forhindringer som jeg så tydeligt kunne se stoppede mig, selvom de burde have været nok til at få mig til at stoppe, eller i det mindste genoverveje situationen. Næsten et år efter at det hele startede, blev jeg stillet et enkelt spørgsmål, som fik mig til at indse at det her faktisk måske ikke er det her jeg vil. Ikke det hele ihvertfald, ikke på den her måde. 

Har du nogensinde prøvet det? Været absolut sikker på noget og så kommer den rigtige person, på det rigtige tidpunkt, med det rigtige spørgsmål, som får dig til at træde et skridt tilbage, og se hele situationen fra en anden vinkle. Få et spørgsmål som får dig til at indse, at du måske slet ikke er så sikker alligevel? At det måske var ideen om det, men ikke virkeligheden, som du var sikker på.?

Hvad gør man, når man ender der og ens forestilling om hvordan virkeligheden ser ud bliver ændret?
Ignorerer du det? Afventer du? Eller accepterer du det?
Hvad end du gør så del lige, for jeg er mere end på bar grund med hvad jeg skal stille op. Det eneste jeg ved med sikkerhed lige nu er, at jeg absolut ikke har lyst til at give slip og et sted hellere vil “have temporay bliss than no bliss at all”

Irrationel vrede og irritation

Jeg er pissed. Jeg har som sådan igen grund til det, men jeg føler det helt inderst inde. Alt hvad du siger irritere mig. Måden du trækker vejret giver mig lyst til at knække den blyant jeg sidder og fumler med. Jeg ved, at min vrede og irritation er ubegrundet og alt andet end rationel. Derfor er jeg også mest af alt virkelig vred og irriteret på mig selv.

Du har ikke gjort eller sagt noget forkert, faktisk så siger du højst sandsynligt alle de rigtige ting, min hjerne fordrejer dem bare så snart de kommer ud af din mund. Dit tonefald er forskelligt fra igår, måske er du bare træt, måske er du presset med skole eller arbejde, lige meget hvad det er så fortæller mine tanker mig at jeg er uønsket og skal holde mig væk. Du har ikke brug for mig i dit nærværd. Heller ikke selvom du har bedt mig være der.

Jeg har været i det her humør et par dage nu. Selvom jeg ikke har ønsket det, så er det gået ud over dig og jeg forstår dig godt når du trækker dig, eller svare mig igen. Ubevist så er min vrede et forsøg på at skubbe dig væk. Vreden bunder i, at jeg er vred på mig selv over at have brug for andre mennesker. 

Heldigvis går vreden, i langt de fleste tilfælde, ud over mig selv og ikke dig. Det sker dog stadig at jeg går i sort og at det går ud over dig, uden at jeg er i stand til at kunne formulerer hvad, det helt præcist er, der sker. 

asshole

Jeg stoler på dig. Men alligevel ikke.

Jeg har et utal af gange fortalt dig, at jeg stoler på dig. Sagt at jeg godt ved, at jeg kan komme til dig. Jeg har sågar også brugt dig på nogle af de mørke dage. Men ikke de aller mørkeste. Jeg fortæller dig at jeg tror på dig når du siger, at du ikke går nogen steder, at du er “lige her”. 

Men du er ikke lige her og jeg tror ikke på at du en dag ikke forsvinder. Faktisk så tror jeg på, at folk altid forsvinder og det påvirker også min relation til dig.
Undskyld.
Det er ikke fordi jeg vil lyve for dig når jeg igen og igen siger “jeg stoler på dig”, “jeg ved du er her”, det er mere et forsøg på at overbevise mig selv om, at det faktisk er sandt. For hvis jeg nu siger det højt nok så kan det være det overdøver de tanker som siger at du er træt af mig, at du hellere vil være fri for mig. At du er ligeglad. 

Det har ikke virket endnu. Desværre. Det eneste der virker for mig lige nu. er at tage afstand. At lukke lidt mere ned hver dag. For med alt andet der sker lige nu så kan jeg ikke overskue, at tingene skal komme til at gå godt. For går ting godt så kan de også gå galt og det vil jeg ikke kunne håndtere. Ikke lige nu.
Så lige nu holder jeg mig væk. Lige nu er jeg fjern. Lige nu isolerer jeg mig. Lige så meget for at beskytte dig.  For jeg vil ikke miste dig.

Men har du brug for mig, så er jeg lige her. Altid klar til at tage imod dig.

Lige nu gør det ondt.

Jeg er ret vild med forlystelses parker, for der stopper alle op og nedturene når du træder ud af forlystelsen. Du har endda mulighed for at forudsige hvornår det gå op og ned. Der er en grund til at de kommer. Det er ikke ligefrem noget jeg kan prale med at have i min hverdag. Altså en grund til mine op og nedture. Jeg begyndte på en nedtur i torsdags og jeg ramte pænt hurtigt bunden. Jeg kan ikke fortælle hvorfor det begyndte at gå ned, men ned det gik det og alt for hurtigt til at jeg kunne nå at stoppe det.

Jeg ved, at jeg er nød til at samle mig selv op. Jeg ved, at jeg sikkert er i stand til det. Men jeg har virkelig ikke lyst den her gang.

Turen er den samme hver gang. Tingene går godt og jeg nyder det, men så rammer nedturen. Den komme ud af det blå og jeg falder ned i det her sorte hul, som jeg lige nu befinder mig i. Det tager mig uger at komme op her fra. Ugers kamp for, i bedste tilfælde, at få et par gode dage og så ned i hullet igen. Det er trættende og det gør ondt. Jeg er træt af at det skal være svært at trække vejret, træt af at det skal gøre ondt at mærke mit eget hjerteslag, træt af at være alene. Jeg ved jo godt at hvis jeg bare rækker hånden ud og beder om det, så har jeg venner og familie som står klar til at hjælpe mig op igen. Men det hverken kan eller gør jeg ikke.

Jeg bliver skræmt af hvor slemt det kan blive, hvor ubeskriveligt hjælpeløs jeg kan føle mig. Hvis jeg har det sådan, så kan jeg ikke begynde at forstille mig hvordan det må være at stå ved siden af mig, uden at kunne gøre noget. For jeg ved virkelig ikke hvad folk kan gøre. Jeg ved ikke engang hvad jeg selv kan gøre. Jeg ved bare at jeg er træt og at det gør ondt at skulle kravle op igen. Derfor er det nogle gange bare nemmere at blive siddende nede i mørket og isolere mig i det.

Jeg hader at sige “jeg har brug for dig” for jeg vil ikke være en byrde for dig. Jeg har fået overbevist mig selv om at du helst vil være fri for mig. Så vil jeg hellere stå foran dig med tåre løbende ned af begge mine kinder og blive ved med at sige “jeg er okay”.  Jeg ved godt at smerten stå skrevet i mine øjne og at du nemt kan se det ikke passer, men jeg vil forsætte med at sige det i håb om, at du en dag vil tror på det. At jeg en dag vil tro på det.

Dage som i dag har jeg lyst til at kravle op på en sofa og vente på at blive holdt om. Men jeg vil ikke fortælle dig at jeg ikke er okay, for hvis jeg siger det så er jeg nød til at gøre noget ved det og det kan jeg ikke.

Ikke lige nu.

23023658_10212536104671871_703047802_n

Fanget i en gråzone

Jeg er god til at putte mig selv i situationer hvor, at jeg efterfølgende kan stå og tænkte “hvorfor fuck gjorde/sagde jeg lige det” Jeg er ved at lære hvorfor det er. 

Den del af min hjerne som står for alt følelsesmæssigt respons er alt for aktiv, og den del som så skal håndtere de følelser og styre mine impulser er forholdsvis inaktivt.. Det giver nogle komplikationer.. Det er lidt som om at jeg køre en bil hvor speederen er så fintfølende, at selv den mindste berøring giver en reaktion og bremsen overhovedet ikke er til at regne med.. 

Et rigtigt godt eksempel på det kan være de sidste par måneder.. 

Jeg har længe set verden i sort og hvid. For 4/5 måneder siden blev de to rodet sammen til en stor grå masse, jeg slet ikke ved hvordan jeg skal tage og føle på. Der har været fart på og det har været turbulent. Jeg er faldet tilbage i gamle vaner i et forsøg på, at håndtere alle de ting min hjerne ikke har, kunne bearbejde. Det har givet nogle nye ar, en helvedes masse skam, ærgrelse og vrede til mig selv – men det er okay. At jeg er faldet tilbage betyder ikke, at jeg har mistet alt min fremgang. Selvom jeg måske kun bevæger med mig med to skridt frem og et tilbage, så bevæger jeg mig stadig fremad. Jeg har helt selv rodet mig ind i den situation, jeg nu er i, og jeg har virkelig ikke andre jeg kan give skylden end mig selv. For ærligt så vidste jeg præcis hvad det var jeg gik ind i. Jeg har gennemlevet så mange følelser i den tid her, at jeg ikke ved hvad det er jeg føler mere. Jeg svinger konstant mellem at være så sikker på at det er det jeg vil, at jeg sagtens kan havde det sjovt med det, til at hade mig selv og hele situationen. Mit hoved er et kaos og jeg føler mig fanget i en gråzone uden nogen synlig udgang. 

Det er ikke fordi jeg ikke har snakket med min terapeut omkring det, tror mig hun er up to date. Hendes råd var i starten, at jeg skulle gå efter hvad jeg ville have, til nu at være at jeg skal passe på mig selv. Da jeg fortalte hende, at jeg ville tage afstand til situationen her hen over sommeren, roste hun mig og forslog mig at skrive alle mine tanker ned i breve, om ikke andet end så bare for at få dem ud af hovedet. Det har jeg gjort. Jeg har lige nu 18 breve liggende foran mig og der kommer sikkert flere. 

Tingene to en drejning her for et par uger siden. Det var sjovt og det gav mig følelsen af at være ønsket, at der var nogen der ville mig. Hvis bare den følelse havde holdt ved så havde jeg nok ikke siddet her i dag og sagt “hvorfor fuck gjorde jeg det”.. For lige nu er det virkelig det eneste jeg kan. Den her følelse af at blive slået i maven er knap så fed i længden.. 

Jeg håber inderligt at, med min terapi jeg kommer til at lære hvordan jeg ikke ender op i situationer som den her.. Det er ihvertfald mit mål.. 

Mød mit monster.

Jeg er ikke anderledes end jeg var for et halvt år siden. Jeg har ikke ændret mig drastisk. Alt der er sket er, at jeg har fået en diagnose. Et ord som hjælper folk til at kunne hjælpe mig. Jeg er ikke forkert, eller farlig. Jeg er stadig mig.

Mød mit monster – Borderline.

”Den mest almindelige diagnose inden for personlighedsforstyrrelser er borderline. Har man borderline er forholdet til andre ofte præget af kaos. Man er usikker på, hvem man selv er og føler indre tomhed. Man handler ofte impulsivt og har voldsomme, svingende følelser.

Det er den kliniske betegnelse af borderline, som den er beskrevet på psykiatrifondens hjemmeside. Selvom det er den mest almindelige diagnose inden for personlighedsforstyrrelser, så er det også en af de psykiske lidelser, som der er flest fordomme omkring.

– Folk med borderline er manipulerende.
– Borderline kan ikke behandles.
– Folk med borderline er ”løs på tråden”.
– Folk med borderline er opmærksomheds søgende (krævende).
Borderline er ikke ægte.

Og det var bare lige for at nævne et par stykker. Det er især fordomme, og specielt overstående, som har holdt mig fra, at være åbne omkring min diagnose. Bare det at acceptere den har været svært for mig. Den allerførste gang jeg fortalte en, at jeg har fået det her stempel, var personens respons ”Det er bare en diagnose man giver, når man ikke kan finde ud af hvad der ellers er galt.”
Jeg græd mig selv i søvn i nat. Jeg var blevet mødt med en fordom i mit første forsøg på at åbne op, og jeg var ikke forberedt.
I mit andet forsøg blev jeg mødt af latter. Det ramte mig rigtigt hårdt og jeg besluttede der, at jeg ikke ville fortælle nogen om min diagnose igen. Dog skal det siges at jeg senere har fået snakket med denne person som mødte mig med latter. Jeg har lært at det var navnet ”Emotionel ustabil personlighed forstyrrelse – impulsiv type, der blev grint af og ikke mig.

Men siden har det været svært, at sige min diagnose højt. Jeg vil ikke være hverken flov over den eller bange for hvordan folk reagere. Jeg kan ikke forvente at alle forstår. Jeg kan kun håbe på, at når jeg bliver mødt af fordomme, uvidenhed og usikkerhed, at folk så vil spørge mig om hvad det betyder i forhold til mig. Der vil også være dem, som gør som jeg selv gør, går hjem på nettet og læser alt hvad de kan finde. Til jer har jeg en lille reminder:

Der er to hovedgrupper inden for borderline;
– Borderline, impulsiv type.
– Borderline, borderline type.

Jeg falder ind under den første af de to. Men det betyder ikke, at jeg falder ind under alt du kan læse på nettet. Nok snarere tværtimod. For med de to hovegrupper og listen af symptomer, så kan der sammensættes lidt over 250 forskellige kombinationer, så held og lykke med at ramme min.

Jeg er ikke min borderline, men den kan hjælpe mig, og andre, til at forstår hvorfor jeg handler og reagere som jeg nogen gange gør.

dsc_1056-2

It’s all about the silver lining.

Giv mig et brækket ben.

Der er dage hvor jeg føler at jeg ikke er nok. Ikke god nok. Ikke pæn nok. Ikke til stede nok.

Ikke angst nok.

Jeg har ikke denne her konstante følelse af, at verden falder sammen omkring mig, at jeg ikke kan få luft eller, at mit hjerte banker sig vej ud gennem brystet på mig. Det er jo ikke fordi jeg absolut ikke kan være social, eller snakke i større grupper osv. Jeg foretrækker bare ikke at gøre det. Måske er det vel egentligt angsten der fortæller mig, at det er det jeg foretrækker? Jeg ved det ikke, for jeg er stadig ved at lære at skelne mine reelle tanker fra angstens tanke. Hvilket jo må betyde at jeg er angst nok. Det og så det at psykiatrien har valgt at tage mig ind som patient. Det må vel også betyde noget.?

Men alligevel føler jeg ikke at jeg er nok. Hvilket er en følelse jeg ikke ved hvordan jeg skal beskrive, eller forholde mig til. Det er generelt svært for mig, at forholde mig til det at jeg har en hjerne, der ikke spiller ærligt. Den smider uden grund kort på bordet, der ikke har nogen sammenhæng til resten af spillet. “BAM her har du en ny ting der giver dig hjertebanken, svedeture og lyst til at blive usynlig.” hvordan passer det lige ind i at jeg står og skal vælge mellem gul og rød peberfrugt? 

På de dage, de dårlige dage, ville jeg ønske, at alt jeg fejlede var et brækket ben. Det ville både jeg og alle omkring mig kunne forholde os til. Gør det ondt ville jeg kunne se ned, se et ben i gips og vide at smerten kommer derfra. Jeg ville ikke være nød til, at spørge mig selv om hvorfor at turen i fakta er så trættende, eller hvorfor jeg faktisk helst gerne vil ligge i min seng med en bog. Alle svarene ville være ligetil med et brækket ben. Men sådan er det nu engang ikke. 

Jeg kender godt til ordsproget “Du er ikke givet mere end du kan håndtere.” men hvem er det lige, der har bestemt at jeg kan håndtere det her? Jeg kunne godt tænkte mig, at have en lettere alvorlig snak med vedkommende, og høre om ikke jeg mangler at blive informeret om noget. Om jeg ikke mangler nogen ledetråde af en art, i hvordan jeg kommer sådan nogenlunde helskindet igennem det. 

dsc_0501

År 2017 skal ikke blive en gentagelse.

År 2016 var slet ikke så forskellig, fra de forgående år jeg har haft mig. Faktisk vil jeg sige, at det bare var endnu et år i den nedad gående spiral, jeg har været på de sidste 4-5 år. For selvom jeg stadig syner til at stå oprejst, og til at have været oprejst i alle de år, så er sandheden, at jeg har haltet mig gennem hvert et år. Klamrende til en stok jeg igen og igen lagde for meget pres på, så den til sidst knækkede. Efter hvert et knæk, har jeg så fået hjælp til at komme op og stå. Fået tapet stokken sammen så jeg kunne bevæge mig videre med en, nu, endnu skrøbeligere stok end før. Men tilbage i september knækkede min stok så for alvor. Den her gang kunne jeg ikke “bare” tape den sammen igen. Stokken var færdig og jeg blev nød til at se sandheden i øjnene – Jeg havde brug for hjælp. Rigtig hjælp.

Jeg fik ikke hjælp før midt i oktober, for først der kom jeg så langt ned, at jeg ikke kunne andet end at bede om hjælp. Jeg blev udmeldt af skolen, blev sygemeldt og kom på antidepressiv medicin. Det var et stort nederlag for mig, at måtte ned og bide i sandet endnu engang og jeg kan ærligt sige, at havde det ikke været for min familie havde jeg nok bare givet op. Jeg er taknemmelig for, at jeg havde min moster at vende til og få råd fra da jeg så aller mest sort. Stille og roligt fik jeg kontakt til de rigtige personer. Jeg blev tilmeldt et rehabiliterings program, som jeg desværre måtte frameldes igen, da jeg simpelthen ikke kunne rumme det. Jeg er taknemmelig for min søster og svoger, som tog mig ind og lod mig finde en form for fodfæste igen, og ikke mindst for at de har, kunne holde min evige skiftende sindstilstand ud. Generelt er jeg bare dybt taknemmelig for hvor fantastiske, omsorgsfulde og forstående min familie og mine venner har vist sig at være – det er noget jeg aldrig kan udtrykke nok eller gengælde. Alt hvad jeg kan gøre er at sige tak.

Efter at rehabiliteringens pogrammet ikke fungerede, fik jeg et par uger hvor der ikke skete noget, men så blev jeg tilmeldt IPS, som jeg er yders glad for! Jeg er blevet tilknyttet Fie som jeg mødes med engang om ugen. Sammen snakker vi om hvordan ting er nu, hvad jeg tænker om fremtiden og hvordan vi sammen kan realisere de tanker jeg har. Men bedst af alt så foregår det i MIT tempo og jeg har absolut intet jeg skal nå. Det har givet mig en ro at vide.

I forbindelse med min medicinering fik jeg ugentlige samtaler med min læge, hvilket var rart, for så blev der fulgt op på hvad der skete med mig, og det var ikke bare “her er nogle piller, jeg håber de virker” som jeg lidt frygtede pga. jeg tidligere har haft en dårlig oplevelse, med en anden læge. Heldigvis er min nuværende læge fantastisk og jeg føler mig tryg ved ham, jeg har tillid til at han gør alt hvad han kan, for at hjælpe mig. Derfor protesterede jeg heller ikke da han sagde, at han ikke længere ville tage ansvar for mig, men derimod sende mig videre til lokalpsykiatrien. Jeg havde min første samtale med dem den 13/12 2016. En samtale der gik over alt forventning, vi snakkede i godt to en halv time. Manden jeg snakkede med var nemt at udtrykke mig til, han fik mig hurtigt til at slappe nogenlunde af og føle at jeg kunne sige hvad som helst, uden at han ville falde ned af stolen. Vi snakkede om alt fra min tidlige barndom til mit liv nu, samt jeg besvarede en pokkers masse spørgsmål. Som slutning på samtalen fortalte han mig, at ud fra vores samtale ville han lave en umiddelbar diagnose der lød : Ekstrem angst i form af socialforbi og agoaforbi.

Så lidt nyt er der da sket i 2016. Jeg har fået en diagnose. Noget jeg stadig lidt skal vende mig til. Men en ting er vigtigt, jeg er ikke min angst, jeg har bare angst. Her den 10/01 2017 starter jeg så op i behandling hos psykiatrien, og jeg både spændt og nervøs. Det betyder ikke bare at jeg kommer til at forstå mig selv bedre, men også at jeg kan se et lyspunkt og at jeg kan se frem til en fremtid, hvor min spiral ikke går ned af men måske endda begynder at gå op af. Men en ting er sikkert. Mit 201 7 kommer til at handle om at gøre hvad der er bedst for mig, og ikke handle efter hvad normerne siger man skal som jeg ellers har gjort.

image3

Læs mere om Socialforbi HER og Agoaforbi HER