Fanget i en gråzone

Jeg er god til at putte mig selv i situationer hvor, at jeg efterfølgende kan stå og tænkte “hvorfor fuck gjorde/sagde jeg lige det” Jeg er ved at lære hvorfor det er. 

Den del af min hjerne som står for alt følelsesmæssigt respons er alt for aktiv, og den del som så skal håndtere de følelser og styre mine impulser er forholdsvis inaktivt.. Det giver nogle komplikationer.. Det er lidt som om at jeg køre en bil hvor speederen er så fintfølende, at selv den mindste berøring giver en reaktion og bremsen overhovedet ikke er til at regne med.. 

Et rigtigt godt eksempel på det kan være de sidste par måneder.. 

Jeg har længe set verden i sort og hvid. For 4/5 måneder siden blev de to rodet sammen til en stor grå masse, jeg slet ikke ved hvordan jeg skal tage og føle på. Der har været fart på og det har været turbulent. Jeg er faldet tilbage i gamle vaner i et forsøg på, at håndtere alle de ting min hjerne ikke har, kunne bearbejde. Det har givet nogle nye ar, en helvedes masse skam, ærgrelse og vrede til mig selv – men det er okay. At jeg er faldet tilbage betyder ikke, at jeg har mistet alt min fremgang. Selvom jeg måske kun bevæger med mig med to skridt frem og et tilbage, så bevæger jeg mig stadig fremad. Jeg har helt selv rodet mig ind i den situation, jeg nu er i, og jeg har virkelig ikke andre jeg kan give skylden end mig selv. For ærligt så vidste jeg præcis hvad det var jeg gik ind i. Jeg har gennemlevet så mange følelser i den tid her, at jeg ikke ved hvad det er jeg føler mere. Jeg svinger konstant mellem at være så sikker på at det er det jeg vil, at jeg sagtens kan havde det sjovt med det, til at hade mig selv og hele situationen. Mit hoved er et kaos og jeg føler mig fanget i en gråzone uden nogen synlig udgang. 

Det er ikke fordi jeg ikke har snakket med min terapeut omkring det, tror mig hun er up to date. Hendes råd var i starten, at jeg skulle gå efter hvad jeg ville have, til nu at være at jeg skal passe på mig selv. Da jeg fortalte hende, at jeg ville tage afstand til situationen her hen over sommeren, roste hun mig og forslog mig at skrive alle mine tanker ned i breve, om ikke andet end så bare for at få dem ud af hovedet. Det har jeg gjort. Jeg har lige nu 18 breve liggende foran mig og der kommer sikkert flere. 

Tingene to en drejning her for et par uger siden. Det var sjovt og det gav mig følelsen af at være ønsket, at der var nogen der ville mig. Hvis bare den følelse havde holdt ved så havde jeg nok ikke siddet her i dag og sagt “hvorfor fuck gjorde jeg det”.. For lige nu er det virkelig det eneste jeg kan. Den her følelse af at blive slået i maven er knap så fed i længden.. 

Jeg håber inderligt at, med min terapi jeg kommer til at lære hvordan jeg ikke ender op i situationer som den her.. Det er ihvertfald mit mål.. 

Mød mit monster.

Jeg er ikke anderledes end jeg var for et halvt år siden. Jeg har ikke ændret mig drastisk. Alt der er sket er, at jeg har fået en diagnose. Et ord som hjælper folk til at kunne hjælpe mig. Jeg er ikke forkert, eller farlig. Jeg er stadig mig.

Mød mit monster – Borderline.

”Den mest almindelige diagnose inden for personlighedsforstyrrelser er borderline. Har man borderline er forholdet til andre ofte præget af kaos. Man er usikker på, hvem man selv er og føler indre tomhed. Man handler ofte impulsivt og har voldsomme, svingende følelser.

Det er den kliniske betegnelse af borderline, som den er beskrevet på psykiatrifondens hjemmeside. Selvom det er den mest almindelige diagnose inden for personlighedsforstyrrelser, så er det også en af de psykiske lidelser, som der er flest fordomme omkring.

– Folk med borderline er manipulerende.
– Borderline kan ikke behandles.
– Folk med borderline er ”løs på tråden”.
– Folk med borderline er opmærksomheds søgende (krævende).
Borderline er ikke ægte.

Og det var bare lige for at nævne et par stykker. Det er især fordomme, og specielt overstående, som har holdt mig fra, at være åbne omkring min diagnose. Bare det at acceptere den har været svært for mig. Den allerførste gang jeg fortalte en, at jeg har fået det her stempel, var personens respons ”Det er bare en diagnose man giver, når man ikke kan finde ud af hvad der ellers er galt.”
Jeg græd mig selv i søvn i nat. Jeg var blevet mødt med en fordom i mit første forsøg på at åbne op, og jeg var ikke forberedt.
I mit andet forsøg blev jeg mødt af latter. Det ramte mig rigtigt hårdt og jeg besluttede der, at jeg ikke ville fortælle nogen om min diagnose igen. Dog skal det siges at jeg senere har fået snakket med denne person som mødte mig med latter. Jeg har lært at det var navnet ”Emotionel ustabil personlighed forstyrrelse – impulsiv type, der blev grint af og ikke mig.

Men siden har det været svært, at sige min diagnose højt. Jeg vil ikke være hverken flov over den eller bange for hvordan folk reagere. Jeg kan ikke forvente at alle forstår. Jeg kan kun håbe på, at når jeg bliver mødt af fordomme, uvidenhed og usikkerhed, at folk så vil spørge mig om hvad det betyder i forhold til mig. Der vil også være dem, som gør som jeg selv gør, går hjem på nettet og læser alt hvad de kan finde. Til jer har jeg en lille reminder:

Der er to hovedgrupper inden for borderline;
– Borderline, impulsiv type.
– Borderline, borderline type.

Jeg falder ind under den første af de to. Men det betyder ikke, at jeg falder ind under alt du kan læse på nettet. Nok snarere tværtimod. For med de to hovegrupper og listen af symptomer, så kan der sammensættes lidt over 250 forskellige kombinationer, så held og lykke med at ramme min.

Jeg er ikke min borderline, men den kan hjælpe mig, og andre, til at forstår hvorfor jeg handler og reagere som jeg nogen gange gør.

dsc_1056-2

It’s all about the silver lining.

Giv mig et brækket ben.

Der er dage hvor jeg føler at jeg ikke er nok. Ikke god nok. Ikke pæn nok. Ikke til stede nok.

Ikke angst nok.

Jeg har ikke denne her konstante følelse af, at verden falder sammen omkring mig, at jeg ikke kan få luft eller, at mit hjerte banker sig vej ud gennem brystet på mig. Det er jo ikke fordi jeg absolut ikke kan være social, eller snakke i større grupper osv. Jeg foretrækker bare ikke at gøre det. Måske er det vel egentligt angsten der fortæller mig, at det er det jeg foretrækker? Jeg ved det ikke, for jeg er stadig ved at lære at skelne mine reelle tanker fra angstens tanke. Hvilket jo må betyde at jeg er angst nok. Det og så det at psykiatrien har valgt at tage mig ind som patient. Det må vel også betyde noget.?

Men alligevel føler jeg ikke at jeg er nok. Hvilket er en følelse jeg ikke ved hvordan jeg skal beskrive, eller forholde mig til. Det er generelt svært for mig, at forholde mig til det at jeg har en hjerne, der ikke spiller ærligt. Den smider uden grund kort på bordet, der ikke har nogen sammenhæng til resten af spillet. “BAM her har du en ny ting der giver dig hjertebanken, svedeture og lyst til at blive usynlig.” hvordan passer det lige ind i at jeg står og skal vælge mellem gul og rød peberfrugt? 

På de dage, de dårlige dage, ville jeg ønske, at alt jeg fejlede var et brækket ben. Det ville både jeg og alle omkring mig kunne forholde os til. Gør det ondt ville jeg kunne se ned, se et ben i gips og vide at smerten kommer derfra. Jeg ville ikke være nød til, at spørge mig selv om hvorfor at turen i fakta er så trættende, eller hvorfor jeg faktisk helst gerne vil ligge i min seng med en bog. Alle svarene ville være ligetil med et brækket ben. Men sådan er det nu engang ikke. 

Jeg kender godt til ordsproget “Du er ikke givet mere end du kan håndtere.” men hvem er det lige, der har bestemt at jeg kan håndtere det her? Jeg kunne godt tænkte mig, at have en lettere alvorlig snak med vedkommende, og høre om ikke jeg mangler at blive informeret om noget. Om jeg ikke mangler nogen ledetråde af en art, i hvordan jeg kommer sådan nogenlunde helskindet igennem det. 

dsc_0501

År 2017 skal ikke blive en gentagelse.

År 2016 var slet ikke så forskellig, fra de forgående år jeg har haft mig. Faktisk vil jeg sige, at det bare var endnu et år i den nedad gående spiral, jeg har været på de sidste 4-5 år. For selvom jeg stadig syner til at stå oprejst, og til at have været oprejst i alle de år, så er sandheden, at jeg har haltet mig gennem hvert et år. Klamrende til en stok jeg igen og igen lagde for meget pres på, så den til sidst knækkede. Efter hvert et knæk, har jeg så fået hjælp til at komme op og stå. Fået tapet stokken sammen så jeg kunne bevæge mig videre med en, nu, endnu skrøbeligere stok end før. Men tilbage i september knækkede min stok så for alvor. Den her gang kunne jeg ikke “bare” tape den sammen igen. Stokken var færdig og jeg blev nød til at se sandheden i øjnene – Jeg havde brug for hjælp. Rigtig hjælp.

Jeg fik ikke hjælp før midt i oktober, for først der kom jeg så langt ned, at jeg ikke kunne andet end at bede om hjælp. Jeg blev udmeldt af skolen, blev sygemeldt og kom på antidepressiv medicin. Det var et stort nederlag for mig, at måtte ned og bide i sandet endnu engang og jeg kan ærligt sige, at havde det ikke været for min familie havde jeg nok bare givet op. Jeg er taknemmelig for, at jeg havde min moster at vende til og få råd fra da jeg så aller mest sort. Stille og roligt fik jeg kontakt til de rigtige personer. Jeg blev tilmeldt et rehabiliterings program, som jeg desværre måtte frameldes igen, da jeg simpelthen ikke kunne rumme det. Jeg er taknemmelig for min søster og svoger, som tog mig ind og lod mig finde en form for fodfæste igen, og ikke mindst for at de har, kunne holde min evige skiftende sindstilstand ud. Generelt er jeg bare dybt taknemmelig for hvor fantastiske, omsorgsfulde og forstående min familie og mine venner har vist sig at være – det er noget jeg aldrig kan udtrykke nok eller gengælde. Alt hvad jeg kan gøre er at sige tak.

Efter at rehabiliteringens pogrammet ikke fungerede, fik jeg et par uger hvor der ikke skete noget, men så blev jeg tilmeldt IPS, som jeg er yders glad for! Jeg er blevet tilknyttet Fie som jeg mødes med engang om ugen. Sammen snakker vi om hvordan ting er nu, hvad jeg tænker om fremtiden og hvordan vi sammen kan realisere de tanker jeg har. Men bedst af alt så foregår det i MIT tempo og jeg har absolut intet jeg skal nå. Det har givet mig en ro at vide.

I forbindelse med min medicinering fik jeg ugentlige samtaler med min læge, hvilket var rart, for så blev der fulgt op på hvad der skete med mig, og det var ikke bare “her er nogle piller, jeg håber de virker” som jeg lidt frygtede pga. jeg tidligere har haft en dårlig oplevelse, med en anden læge. Heldigvis er min nuværende læge fantastisk og jeg føler mig tryg ved ham, jeg har tillid til at han gør alt hvad han kan, for at hjælpe mig. Derfor protesterede jeg heller ikke da han sagde, at han ikke længere ville tage ansvar for mig, men derimod sende mig videre til lokalpsykiatrien. Jeg havde min første samtale med dem den 13/12 2016. En samtale der gik over alt forventning, vi snakkede i godt to en halv time. Manden jeg snakkede med var nemt at udtrykke mig til, han fik mig hurtigt til at slappe nogenlunde af og føle at jeg kunne sige hvad som helst, uden at han ville falde ned af stolen. Vi snakkede om alt fra min tidlige barndom til mit liv nu, samt jeg besvarede en pokkers masse spørgsmål. Som slutning på samtalen fortalte han mig, at ud fra vores samtale ville han lave en umiddelbar diagnose der lød : Ekstrem angst i form af socialforbi og agoaforbi.

Så lidt nyt er der da sket i 2016. Jeg har fået en diagnose. Noget jeg stadig lidt skal vende mig til. Men en ting er vigtigt, jeg er ikke min angst, jeg har bare angst. Her den 10/01 2017 starter jeg så op i behandling hos psykiatrien, og jeg både spændt og nervøs. Det betyder ikke bare at jeg kommer til at forstå mig selv bedre, men også at jeg kan se et lyspunkt og at jeg kan se frem til en fremtid, hvor min spiral ikke går ned af men måske endda begynder at gå op af. Men en ting er sikkert. Mit 201 7 kommer til at handle om at gøre hvad der er bedst for mig, og ikke handle efter hvad normerne siger man skal som jeg ellers har gjort.

image3

Læs mere om Socialforbi HER og Agoaforbi HER

 

Nogen gange har vi lyst til at give op.

Nogen gange bliver vi slået ud af kurs. Nogen gange får livet os helt der ned hvor, alting virker håbløst. Nogen gange har vi lyst til at give op.

Jeg er der nu. Lige nu har jeg lyst til at give op.
De sidste godt 3 uger har været tunge. Jeg kan håndtere mange ting, og bære større læs end man lige tror når man ser mig, men jeg rammer også min grænse før eller siden. Logisk ved jeg at jeg har et fantastisk support system omkring mig, bestående af min familie og nogle utrolige tålmodige venner. Jeg ved at de ville gøre alt hvad de kunne for at hjælpe mig op, af det her hul jeg lige nu befinder mig i. Men jeg har ikke lyst til, at ærligt fortælle dem hvordan tingene er lige nu. Jeg har ikke lyst til at se deres bekymrende blikke, høre uroen i deres stemmer efter jeg har fortalt dem hvordan min verden ser ud, og de så fortæller mig at de er her ligegyldigt hvad, eller spørg mig hvad jeg har brug for. Jeg vil ikke være den ekstra byrde på deres skuldre, for jeg ved at de har mere end rigeligt at se til selv. I stedet undgår jeg spørgsmålene omkring hvordan jeg har det, ved at dreje samtalen over på dem, eller ved at være den der starter samtalen, og sørge for konstant at stille nye spørgsmål og derved kvæle en hver chance de har for at kunne spørge ind til mig. Det er mit forsvar.

Det der gjorde at jeg nåede min grænse var noget så simpelt som et “break up”, som teknisk set slet ikke var et break up for vi var ikke i et forhold. Vi havde brugt en masse tid sammen sommeren over og havde hygget os voldsomt. Selvfølgelig kan jeg kun tale for mig selv, men jeg nød hvert et øjeblik, selvom jeg godt vidste at det aldrig ville blive til mere end øjeblikke, men man håber vel altid? “M” er et skønt menneske. Jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg elsker ham og at han nok altid vil have sit helt eget hjørne af mit hjerte. Men vi var, vi er begge to utrolige kompliceret mennesker når det gælder vores sind, og det førte bare til at selvom vi nyder hinandens selvskab og hvis du spørg mig, er super gode sammen, så er vi ikke gode for hinanden. Han ville aldrig være i stand til at kunne give mig det jeg har brug for, og jeg ville aldrig holde op med at tror på at “den her gang skal vi nok finde ud af det”. Men det har jeg accepteret nu. Eller jeg prøver på det. Jeg vil aldrig kun kunne være hans ven og jeg valgte derfor at sige at jeg ikke kunne have ham i mit liv. Det gjorde jeg for min skyld. For at jeg kunne komme til at fungere igen.

Problemet er bare at jeg ikke fungerer. Jeg har opnået et skyhøjt fravær i skolen, fordi det at komme ud af sengen følelse som et maraton jeg kun de færreste dage gennemføre. Jeg er ikke ked af det, jeg føler mig for det meste tom. Men nogen gangen kommer de her synfloder af følelser væltende over mig, og jeg kan dårligt få luft. Mit hjerte slår så hårdt, at jeg tror det prøver at slå sig vej ud gennem mit bryst, mine lunger gør ondt fra hyperventelering og mine øjne sviger fra de strømme af tårer der vælter ud fra dem. Jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er jeg er ked af. Jeg er bare så utrolig ked af det, men så stopper det. Når det stopper så gør jeg alt hvad jeg kan for ikke at mærke mig selv, hvad end om det er at begrave mig selv i en bog eller starte en eller anden serie som, jeg slet ikke følger med i. Jeg slukker hjernen og ser billeder flimre på skærmen foran mig, uden af se hvad der egentligt sker.

Jeg havde så travlt med, at nyde de øjeblikke jeg kunne få men “M”, at jeg ikke havde tid til at se på de aspekter af mit liv der havde brug for at jeg tog mig af dem. Det hævnede sig efter at øjeblikkene var væk. Min fødselsdag kom. Min 25’ende fødselsdag, en fødselsdag jeg lige så længe jeg kan huske havde haft en følelse af at jeg ikke ville opleve. Jeg havde i jeg ved ikke hvor mange år været overbevist om, at jeg ikke ville leve til at fejre 25. Men det gjorde jeg og nu ser jeg med tydelighed hvordan jeg ubevist saboterede mig fremtid, simpelt fordi jeg ikke troede jeg havde en. Det værste tidspunk må næsten have været da jeg manglede et halvt år af gymnasiet. Jeg blev så bange for fremtiden, så bange for at jeg nu skulle til at vælge hvad jeg ville efter gymnasiet. Noget jeg aldrig havde tænkt over tænkte jeg nu så meget over, at jeg tænkte mig selv i seng – bogstaveligt talt. Fra morgen til aften var mit hoved fyldt med tanker som ”hvad skal jeg vælge”, “hvorfor skal jeg vælge”, ” hvad nytter det” osv. Det var første gang at jeg for alvor oplevede hvor mørkt og skræmmende mit sind kan blive. Jeg kom bagud i livet og jeg har forsøgt at indhente det lige siden.

Jeg føler mig bagud. Jeg føler jeg sidder fast. Min bedste veninde er to år yngre end mig, er færdig med hendes uddannelse, har en skøn kæreste som hun lige er flyttet sammen med, og fra hvor jeg står, ser hendes liv ud til at køre på skinner. Jeg elsker hende og er hammerende stolt af hende, ingen tvivl om det – men jeg misunder hende og jeg hader mig selv for ikke at kunne havde skabt et liv som hende. Sådan er det med så mange i min omgangskreds, de tager alle skridt i retning af deres fremtid mens jeg langsom slår rod lige her, mens jeg først lige har accepteret at jeg også har en fremtid. Jeg ved at ingens liv er et glansbillede, men når man har sine skydeklapper på, som jeg har nu, så ser man kun andres lykke, man ser kun det man ikke selv har. Jeg ser kun mine egne fejltagelser og jeg begraver mig selv i dem.

Jeg er helt klar over at der ingen manual er på hvornår man skal have nået hvad i livet, og at min tid til at kunne sige “I made it” nok skal komme, men lige nu har jeg lyst til at smide håndklædet i ringen og give op. Jeg gør det ikke, men jeg har lyst.

DSC_1346

I am stronger than I think