For ikke så længe siden, fik jeg af vide at jeg ikke er en “rigtig voksen”. Det satte en masse tanker i gang, men jeg er kommet frem til en realisering.
Jeg er ikke mindre voksen, fordi jeg ikke har taget en uddannelse endnu. Jeg er ikke mindre voksen, fordi at jeg ikke er gift eller i et forhold. Jeg er ikke mindre voksen, fordi jeg ikke ejer et hus. Jeg har overkommet så mange ting i mit liv, langt flere end de fleste folk regner med. Jeg kæmper stadig for at overkomme nogle ting. Mange af mine venner er gift, har børn, hus og er færdige med deres uddannelse. Nogen af dem er yngre end mig og i alt for lang tid, har jeg følt mig bag ud i livet af den grund. Men jeg har indset, at jeg ikke er bagud, i nogle aspekter er jeg nok endda foran. Jeg har ikke travlt. Jeg er voksen og jeg er ikke bagud.
Så til dig som fortalte mig at jeg ikke er “rigtig voksen”, på grund af at jeg ikke er samme sted i livet som dig, har jeg kun en ting at sige. Hvis det er det du mener så okay. Men jeg ved bedre.
I terapi arbejder vi med ”vores historie i livets strøm” og der igennem, finde forståelse for hvorfor vi udviklede de overlevelses strategier, vi allerede som børn erhvervede os.
I dag var det min tur. Det var grænseoverskridende men alligevel utroligt rart at arbejde med den på den måde, som vi arbejder med den i terapi.
Jeg har fortalt min historie så mange gange, at der er dele jeg ikke længere bliver påvirket af at fortæller.
Jeg mærker ikke længer den stikkende fornemmelse i kinden, når jeg fortæller om den gang min mor slog mig hårdt nok til, at jeg efterfølgende kunne se blodet falde og danne helt perfekte små runde pletter, på gulvtæppet på mit værelse. Jeg mærker ikke længere et kæmpe svigt når jeg fortæller om, hvordan min far i en periode helt forsvandt. Jeg mærker heller ikke længere frygten, jeg følte den aften jeg så min mors kæreste slå hånden igennem et vindue i køkkenet, fordi hun nåede at dukke sig.
Hvad jeg dog stadig mærker er en helveds masse vrede.
En vrede over at min mor engang var så fuld/påvirket, at jeg ikke kunne vække hende da pizzamanden kom og skulle betales. En kæmpe vrede over at hun kunne tage mig med på et værtshus og blive så fuld, at min far var nød til at komme og hente mig. En kæmpe vrede over at jeg den aften, hendes kæreste slog hånden igennem vinduet i køkkenet, løb ud i opgangen og gemte mig under en bænk og først bagefter tænke på min lille søster som lå i værelset lige ved siden af, for så først der løbe ind til hende og sikre mig at hun var okay. Der er en vrede inden i mig rettet mod min far, for ikke at have haft mig på fuld tid.
Jeg ved jo godt, at jeg i den periode de overnævnte ting skete kun var et sted mellem 5-7år og intet ansvar (ingen mulighed) havde for at ændre tingene. I mit lille barnehoved var det bare sådan verden så ud. Mor og far drak. Nogen gange gik det og andre gange gik det slet, slet ikke. Det betyder jo absolut ikke at der ikke har været positive tider, for jeg husker da også tydeligt hvordan at min mor, når hun var ædru, kunne være SÅ omsorgsfuld, kærlig og nærværende og hvordan min far gjorde alt hvad han kunne, for at jeg kun skulle have det bedste sammen med ham. Hvilket også er grunden til, at jeg slet ikke tvivler på ham da han fortalte mig, at han kun forsvandt i den periode fordi han havde ramt så lavt et punkt og ikke ville have at jeg skulle opleve det.
Selvom min mor døde tilbage i 2002 så flyder mit hjerte da stadig over med kærlighed for hende. Selvom jeg ikke har haft kontakt til min far siden 2004 så elsker jeg ham jo stadig og jeg håber inderligt, at vi en dag vil kunne blive en del af hinandens liv igen. For der er da et savn og et tomhul, selvom jeg har andre faderfigurer i mit liv.
Alt det her er jo kun et lille bitte indblik i min historie. Det er tanker som er kommet efter dagens session. Tanker som jeg er nød til at byde velkommen, acceptere og bearbejde i stedet for at skubbe dem til side, for om jeg vil det eller ej så har alle de ting været med til at forme mig som jeg er i dag. Hele essensen af terapien, er at acceptere tingene som de har været og se på hvordan jeg er kommet videre derfra.
I terapi arbejder vi rigtig meget med at finde omsorg til os selv, samt en forståelse af hvorfor det er vi handler som vi gør. Det er ærligt freaking hårdt og til tider super ubehageligt. Hele det her med at erkende og acceptere, at de ting der har været sket tideligt i livet har påvirket mig i så stor en grad, at de mén det har givet stadig påvirker mig i dag.
Vi har mange forskellige øvelser, vi kan bruge i forskellige situationer. De øvelser jeg bruger allermest er det beroligende vejrtrækning og det trygge sted. Begge øvelser er en form for meditering hvor det handler om, at finde en roligt og “vuggende” rytme som kan hjælpe en med at slappe. De er rigtig gode i her og nu situationer.
Der er et par andre øvelser jeg ikke bruger. Det er Det medfølende brev, den medfølende person og vores historie i livets strøm. Grunden til at jeg ikke bruger dem er simpel – de tvinger mig til at gå ind og mærke efter, sådan rigtigt efter. Efterfølgende er det så meningen, at jeg skal se på det med en kærlig forståelse for min situation, hvilket er noget som stadig er alt, alt for ubehageligt for mig. Det kommer simpelthen for tæt på til, at jeg føler jeg kan håndtere det.
Men jeg har, med hjælp fra min terapeut, fået lavet mit medfølende brev. Jo flere gange jeg læser det og lader det påvirke mig, jo nemmere bliver det for mig at komme igennem det. Lige nu er der en form for skam forbundet med de følelser brevet få frem og de ting brevet berører.
Håbet er at jeg på et tidspunkt bliver i stand til at kunne skrive endnu et og bliver i stand til at bruge de andre øvelser.
Sidste gang til terapi snakkede vi om en måde hvorpå, man kan se på de erfaringer man har erhvervet sig gennem livet, så det kan være nemmere at forstå hvorfor man reagere som man gør. Vi snakkede om at alle de erfaringer, oplevelser og situationer man har oplevet, er skrevet ned på glasplader som så bliver stablet oven på hinanden. Lige meget hvor mange glasplader man får samlet sig, så vil man altid se på dem oppe fra og ned igennem, derfor ser man ikke kun den seneste erfaring men dem alle på engang – og det kan være rodet.
Mange af mine glas plader har negative ting skrevet på dem. Det er med til at jeg rigtig, RIGTIG, tit springer til den værst tænkelige konklusion når jeg står i en situation der minder om en, som er nedskrevet på en glasplade. Rigtig tit har jeg oplevet at folk, som har sagt at de altid vil være der, er forsvundet. Værst af alt min mor. Jeg ved godt at jeg ikke kan give hende skylden for at dø. Den følelse jeg husker som et resultat af det er, at lige som hun begyndte at ramme et punkt hvor vi kunne have sammenværd hjemme hos hende, uden opsyn fra kommunen, lige som hun begyndte at virke til at få alle hendes brikker til at falde på plads – så forsvandt hun igen. Den her gang for altid. Det har selvfølgelig medført et kæmpe savn og en helveds masse spørgsmål, men også den overbevisning om at folk altid forsvinder.
Det er ikke fordi at jeg har lyst til at springe til de værste konklusioner, og jeg arbejder også hårdt op at lære ikke at gøre det, men det er svært. Der har været rigtigt mange situationer hvor folk er blevet, hvor den værste konklusion ikke har været korrekt og de glasplader er også i min stable. Mit problem er bare at de negative erfaringer virker til at være skrevet med fed skrift, hvor alle de andre er skrevet med almindelig og derfor springer de negative mere frem når jeg begynder at føle mig utryg. Det at jeg springer til de værste konklusioner er også en måde jeg forsøge at beskytte mig selv, mod den smerte jeg ville føle hvis jeg nu ikke gjorde det og det så endte ud i, at den værste konklusion var den korrekte.
Det er ærligt et adfærdsmønster som hæmmer mig. Det holder mig så meget tilbage at jeg ikke kan lade være med at tænke over hvor mange fantastiske oplevelser, mennesker og erfaringer jeg er gået glip af, fordi jeg har været for bange til at springe ud i det og med det samme har været kommet frem til den værste konklusion.
Jeg drømmer om, at jeg en dag faktisk bare kan være i en situation uden at tænke for meget over den. De kloge hoveder siger det nok skal ske og at den her terapi er det første skridt på vejen. Jeg ville bare ønske at jeg kunne knipse og være i mål allerede nu.
I begyndelsen af 2017 faldt jeg tilbage til nogle gamle reaktions mønstre. Jeg begyndte at selvskade igen. Nogen jeg har været virkelig ked af, men også noget jeg accepteret, at det var sådan jeg kunne håndtere min verden lige nu.
Jeg har gjort hvad jeg kunne for at holde det nede, brugt alle ressourcer jeg kender til. Jeg har prøvet alle de teknikker jeg har lært, men som noget nyt har jeg også brugt de mennesker jeg har omkring mig til at hjælpe mig. Jeg kunne ikke være mere taknemmelig for alle dem, som har været der på de sværeste dage har sagt “kom her” og hjulpet mig gennem dem, oftest bare ved at være tilstede og lade mig være tilsted. For slet ikke at nævne dem som har lappet mig sammen igen når det så gik galt. I er guld værd!
Det i dag en måned siden, at jeg sidst brugte selvskade som en udvej. Tankerne omkring det er her stadig, men jeg er bedre til at udholde dem og til at søge hjælp når jeg ikke kan, end jeg var for bare et par måneder siden. Det føles godt. Det føles lidt surrealistisk at jeg på et år kan falde tilbage der til, og lige nu have følelsen af at det er overstået og jeg ikke behøver det mere.
