År 2017 skal ikke blive en gentagelse.

År 2016 var slet ikke så forskellig, fra de forgående år jeg har haft mig. Faktisk vil jeg sige, at det bare var endnu et år i den nedad gående spiral, jeg har været på de sidste 4-5 år. For selvom jeg stadig syner til at stå oprejst, og til at have været oprejst i alle de år, så er sandheden, at jeg har haltet mig gennem hvert et år. Klamrende til en stok jeg igen og igen lagde for meget pres på, så den til sidst knækkede. Efter hvert et knæk, har jeg så fået hjælp til at komme op og stå. Fået tapet stokken sammen så jeg kunne bevæge mig videre med en, nu, endnu skrøbeligere stok end før. Men tilbage i september knækkede min stok så for alvor. Den her gang kunne jeg ikke “bare” tape den sammen igen. Stokken var færdig og jeg blev nød til at se sandheden i øjnene – Jeg havde brug for hjælp. Rigtig hjælp.

Jeg fik ikke hjælp før midt i oktober, for først der kom jeg så langt ned, at jeg ikke kunne andet end at bede om hjælp. Jeg blev udmeldt af skolen, blev sygemeldt og kom på antidepressiv medicin. Det var et stort nederlag for mig, at måtte ned og bide i sandet endnu engang og jeg kan ærligt sige, at havde det ikke været for min familie havde jeg nok bare givet op. Jeg er taknemmelig for, at jeg havde min moster at vende til og få råd fra da jeg så aller mest sort. Stille og roligt fik jeg kontakt til de rigtige personer. Jeg blev tilmeldt et rehabiliterings program, som jeg desværre måtte frameldes igen, da jeg simpelthen ikke kunne rumme det. Jeg er taknemmelig for min søster og svoger, som tog mig ind og lod mig finde en form for fodfæste igen, og ikke mindst for at de har, kunne holde min evige skiftende sindstilstand ud. Generelt er jeg bare dybt taknemmelig for hvor fantastiske, omsorgsfulde og forstående min familie og mine venner har vist sig at være – det er noget jeg aldrig kan udtrykke nok eller gengælde. Alt hvad jeg kan gøre er at sige tak.

Efter at rehabiliteringens pogrammet ikke fungerede, fik jeg et par uger hvor der ikke skete noget, men så blev jeg tilmeldt IPS, som jeg er yders glad for! Jeg er blevet tilknyttet Fie som jeg mødes med engang om ugen. Sammen snakker vi om hvordan ting er nu, hvad jeg tænker om fremtiden og hvordan vi sammen kan realisere de tanker jeg har. Men bedst af alt så foregår det i MIT tempo og jeg har absolut intet jeg skal nå. Det har givet mig en ro at vide.

I forbindelse med min medicinering fik jeg ugentlige samtaler med min læge, hvilket var rart, for så blev der fulgt op på hvad der skete med mig, og det var ikke bare “her er nogle piller, jeg håber de virker” som jeg lidt frygtede pga. jeg tidligere har haft en dårlig oplevelse, med en anden læge. Heldigvis er min nuværende læge fantastisk og jeg føler mig tryg ved ham, jeg har tillid til at han gør alt hvad han kan, for at hjælpe mig. Derfor protesterede jeg heller ikke da han sagde, at han ikke længere ville tage ansvar for mig, men derimod sende mig videre til lokalpsykiatrien. Jeg havde min første samtale med dem den 13/12 2016. En samtale der gik over alt forventning, vi snakkede i godt to en halv time. Manden jeg snakkede med var nemt at udtrykke mig til, han fik mig hurtigt til at slappe nogenlunde af og føle at jeg kunne sige hvad som helst, uden at han ville falde ned af stolen. Vi snakkede om alt fra min tidlige barndom til mit liv nu, samt jeg besvarede en pokkers masse spørgsmål. Som slutning på samtalen fortalte han mig, at ud fra vores samtale ville han lave en umiddelbar diagnose der lød : Ekstrem angst i form af socialforbi og agoaforbi.

Så lidt nyt er der da sket i 2016. Jeg har fået en diagnose. Noget jeg stadig lidt skal vende mig til. Men en ting er vigtigt, jeg er ikke min angst, jeg har bare angst. Her den 10/01 2017 starter jeg så op i behandling hos psykiatrien, og jeg både spændt og nervøs. Det betyder ikke bare at jeg kommer til at forstå mig selv bedre, men også at jeg kan se et lyspunkt og at jeg kan se frem til en fremtid, hvor min spiral ikke går ned af men måske endda begynder at gå op af. Men en ting er sikkert. Mit 201 7 kommer til at handle om at gøre hvad der er bedst for mig, og ikke handle efter hvad normerne siger man skal som jeg ellers har gjort.