Mød mit monster.

Fanget i en gråzone

Jeg er god til at putte mig selv i situationer hvor, at jeg efterfølgende kan stå og tænkte “hvorfor fuck gjorde/sagde jeg lige det” Jeg er ved at lære hvorfor det er. 

Den del af min hjerne som står for alt følelsesmæssigt respons er alt for aktiv, og den del som så skal håndtere de følelser og styre mine impulser er forholdsvis inaktivt.. Det giver nogle komplikationer.. Det er lidt som om at jeg køre en bil hvor speederen er så fintfølende, at selv den mindste berøring giver en reaktion og bremsen overhovedet ikke er til at regne med.. 

Et rigtigt godt eksempel på det kan være de sidste par måneder.. 

Jeg har længe set verden i sort og hvid. For 4/5 måneder siden blev de to rodet sammen til en stor grå masse, jeg slet ikke ved hvordan jeg skal tage og føle på. Der har været fart på og det har været turbulent. Jeg er faldet tilbage i gamle vaner i et forsøg på, at håndtere alle de ting min hjerne ikke har, kunne bearbejde. Det har givet nogle nye ar, en helvedes masse skam, ærgrelse og vrede til mig selv – men det er okay. At jeg er faldet tilbage betyder ikke, at jeg har mistet alt min fremgang. Selvom jeg måske kun bevæger med mig med to skridt frem og et tilbage, så bevæger jeg mig stadig fremad. Jeg har helt selv rodet mig ind i den situation, jeg nu er i, og jeg har virkelig ikke andre jeg kan give skylden end mig selv. For ærligt så vidste jeg præcis hvad det var jeg gik ind i. Jeg har gennemlevet så mange følelser i den tid her, at jeg ikke ved hvad det er jeg føler mere. Jeg svinger konstant mellem at være så sikker på at det er det jeg vil, at jeg sagtens kan havde det sjovt med det, til at hade mig selv og hele situationen. Mit hoved er et kaos og jeg føler mig fanget i en gråzone uden nogen synlig udgang. 

Det er ikke fordi jeg ikke har snakket med min terapeut omkring det, tror mig hun er up to date. Hendes råd var i starten, at jeg skulle gå efter hvad jeg ville have, til nu at være at jeg skal passe på mig selv. Da jeg fortalte hende, at jeg ville tage afstand til situationen her hen over sommeren, roste hun mig og forslog mig at skrive alle mine tanker ned i breve, om ikke andet end så bare for at få dem ud af hovedet. Det har jeg gjort. Jeg har lige nu 18 breve liggende foran mig og der kommer sikkert flere. 

Tingene to en drejning her for et par uger siden. Det var sjovt og det gav mig følelsen af at være ønsket, at der var nogen der ville mig. Hvis bare den følelse havde holdt ved så havde jeg nok ikke siddet her i dag og sagt “hvorfor fuck gjorde jeg det”.. For lige nu er det virkelig det eneste jeg kan. Den her følelse af at blive slået i maven er knap så fed i længden.. 

Jeg håber inderligt at, med min terapi jeg kommer til at lære hvordan jeg ikke ender op i situationer som den her.. Det er ihvertfald mit mål.. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mød mit monster.