30 dage 22 timer 0 minutter

Jeg tror på den værste konklusion

Sidste gang til terapi snakkede vi om en måde hvorpå, man kan se på de erfaringer man har erhvervet sig gennem livet, så det kan være nemmere at forstå hvorfor man reagere som man gør. Vi snakkede om at alle de erfaringer, oplevelser og situationer man har oplevet, er skrevet ned på glasplader som så bliver stablet oven på hinanden. Lige meget hvor mange glasplader man får samlet sig, så vil man altid se på dem oppe fra og ned igennem, derfor ser man ikke kun den seneste erfaring men dem alle på engang – og det kan være rodet. 

Mange af mine glas plader har negative ting skrevet på dem. Det er med til at jeg rigtig, RIGTIG, tit springer til den værst tænkelige konklusion når jeg står i en situation der minder om en, som er nedskrevet på en glasplade. Rigtig tit har jeg oplevet at folk, som har sagt at de altid vil være der, er forsvundet. Værst af alt min mor. Jeg ved godt at jeg ikke kan give hende skylden for at dø. Den følelse jeg husker som et resultat af det er, at lige som hun begyndte at ramme et punkt hvor vi kunne have sammenværd hjemme hos hende, uden opsyn fra kommunen, lige som hun begyndte at virke til at få alle hendes brikker til at falde på plads – så forsvandt hun igen. Den her gang for altid. Det har selvfølgelig medført et kæmpe savn og en helveds masse spørgsmål, men også den overbevisning om at folk altid forsvinder. 

Det er ikke fordi at jeg har lyst til at springe til de værste konklusioner, og jeg arbejder også hårdt op at lære ikke at gøre det, men det er svært. Der har været rigtigt mange situationer hvor folk er blevet, hvor den værste konklusion ikke har været korrekt og de glasplader er også i min stable. Mit problem er bare at de negative erfaringer virker til at være skrevet med fed skrift, hvor alle de andre er skrevet med almindelig og derfor springer de negative mere frem når jeg begynder at føle mig utryg. Det at jeg springer til de værste konklusioner er også en måde jeg forsøge at beskytte mig selv, mod den smerte jeg ville føle hvis jeg nu ikke gjorde det og det så endte ud i, at den værste konklusion var den korrekte.

Det er ærligt et adfærdsmønster som hæmmer mig. Det holder mig så meget tilbage at jeg ikke kan lade være med at tænke over hvor mange fantastiske oplevelser, mennesker og erfaringer jeg er gået glip af, fordi jeg har været for bange til at springe ud i det og med det samme har været kommet frem til den værste konklusion. 

Jeg drømmer om, at jeg en dag faktisk bare kan være i en situation uden at tænke for meget over den. De kloge hoveder siger det nok skal ske og at den her terapi er det første skridt på vejen. Jeg ville bare ønske at jeg kunne knipse og være i mål allerede nu.

Angry but full of love

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

30 dage 22 timer 0 minutter