Fanget i en gråzone

Lige nu gør det ondt.

Jeg er ret vild med forlystelses parker, for der stopper alle op og nedturene når du træder ud af forlystelsen. Du har endda mulighed for at forudsige hvornår det gå op og ned. Der er en grund til at de kommer. Det er ikke ligefrem noget jeg kan prale med at have i min hverdag. Altså en grund til mine op og nedture. Jeg begyndte på en nedtur i torsdags og jeg ramte pænt hurtigt bunden. Jeg kan ikke fortælle hvorfor det begyndte at gå ned, men ned det gik det og alt for hurtigt til at jeg kunne nå at stoppe det.

Jeg ved, at jeg er nød til at samle mig selv op. Jeg ved, at jeg sikkert er i stand til det. Men jeg har virkelig ikke lyst den her gang.

Turen er den samme hver gang. Tingene går godt og jeg nyder det, men så rammer nedturen. Den komme ud af det blå og jeg falder ned i det her sorte hul, som jeg lige nu befinder mig i. Det tager mig uger at komme op her fra. Ugers kamp for, i bedste tilfælde, at få et par gode dage og så ned i hullet igen. Det er trættende og det gør ondt. Jeg er træt af at det skal være svært at trække vejret, træt af at det skal gøre ondt at mærke mit eget hjerteslag, træt af at være alene. Jeg ved jo godt at hvis jeg bare rækker hånden ud og beder om det, så har jeg venner og familie som står klar til at hjælpe mig op igen. Men det hverken kan eller gør jeg ikke.

Jeg bliver skræmt af hvor slemt det kan blive, hvor ubeskriveligt hjælpeløs jeg kan føle mig. Hvis jeg har det sådan, så kan jeg ikke begynde at forstille mig hvordan det må være at stå ved siden af mig, uden at kunne gøre noget. For jeg ved virkelig ikke hvad folk kan gøre. Jeg ved ikke engang hvad jeg selv kan gøre. Jeg ved bare at jeg er træt og at det gør ondt at skulle kravle op igen. Derfor er det nogle gange bare nemmere at blive siddende nede i mørket og isolere mig i det.

Jeg hader at sige “jeg har brug for dig” for jeg vil ikke være en byrde for dig. Jeg har fået overbevist mig selv om at du helst vil være fri for mig. Så vil jeg hellere stå foran dig med tåre løbende ned af begge mine kinder og blive ved med at sige “jeg er okay”.  Jeg ved godt at smerten stå skrevet i mine øjne og at du nemt kan se det ikke passer, men jeg vil forsætte med at sige det i håb om, at du en dag vil tror på det. At jeg en dag vil tro på det.

Dage som i dag har jeg lyst til at kravle op på en sofa og vente på at blive holdt om. Men jeg vil ikke fortælle dig at jeg ikke er okay, for hvis jeg siger det så er jeg nød til at gøre noget ved det og det kan jeg ikke.

Ikke lige nu.

23023658_10212536104671871_703047802_n

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fanget i en gråzone