Nogen gange har vi lyst til at give op.

Nogen gange har vi lyst til at give op.

Nogen gange bliver vi slået ud af kurs. Nogen gange får livet os helt der ned hvor, alting virker håbløst. Nogen gange har vi lyst til at give op.

Jeg er der nu. Lige nu har jeg lyst til at give op.
De sidste godt 3 uger har været tunge. Jeg kan håndtere mange ting, og bære større læs end man lige tror når man ser mig, men jeg rammer også min grænse før eller siden. Logisk ved jeg at jeg har et fantastisk support system omkring mig, bestående af min familie og nogle utrolige tålmodige venner. Jeg ved at de ville gøre alt hvad de kunne for at hjælpe mig op, af det her hul jeg lige nu befinder mig i. Men jeg har ikke lyst til, at ærligt fortælle dem hvordan tingene er lige nu. Jeg har ikke lyst til at se deres bekymrende blikke, høre uroen i deres stemmer efter jeg har fortalt dem hvordan min verden ser ud, og de så fortæller mig at de er her ligegyldigt hvad, eller spørg mig hvad jeg har brug for. Jeg vil ikke være den ekstra byrde på deres skuldre, for jeg ved at de har mere end rigeligt at se til selv. I stedet undgår jeg spørgsmålene omkring hvordan jeg har det, ved at dreje samtalen over på dem, eller ved at være den der starter samtalen, og sørge for konstant at stille nye spørgsmål og derved kvæle en hver chance de har for at kunne spørge ind til mig. Det er mit forsvar.

Det der gjorde at jeg nåede min grænse var noget så simpelt som et “break up”, som teknisk set slet ikke var et break up for vi var ikke i et forhold. Vi havde brugt en masse tid sammen sommeren over og havde hygget os voldsomt. Selvfølgelig kan jeg kun tale for mig selv, men jeg nød hvert et øjeblik, selvom jeg godt vidste at det aldrig ville blive til mere end øjeblikke, men man håber vel altid? “M” er et skønt menneske. Jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg elsker ham og at han nok altid vil have sit helt eget hjørne af mit hjerte. Men vi var, vi er begge to utrolige kompliceret mennesker når det gælder vores sind, og det førte bare til at selvom vi nyder hinandens selvskab og hvis du spørg mig, er super gode sammen, så er vi ikke gode for hinanden. Han ville aldrig være i stand til at kunne give mig det jeg har brug for, og jeg ville aldrig holde op med at tror på at “den her gang skal vi nok finde ud af det”. Men det har jeg accepteret nu. Eller jeg prøver på det. Jeg vil aldrig kun kunne være hans ven og jeg valgte derfor at sige at jeg ikke kunne have ham i mit liv. Det gjorde jeg for min skyld. For at jeg kunne komme til at fungere igen.

Problemet er bare at jeg ikke fungerer. Jeg har opnået et skyhøjt fravær i skolen, fordi det at komme ud af sengen følelse som et maraton jeg kun de færreste dage gennemføre. Jeg er ikke ked af det, jeg føler mig for det meste tom. Men nogen gangen kommer de her synfloder af følelser væltende over mig, og jeg kan dårligt få luft. Mit hjerte slår så hårdt, at jeg tror det prøver at slå sig vej ud gennem mit bryst, mine lunger gør ondt fra hyperventelering og mine øjne sviger fra de strømme af tårer der vælter ud fra dem. Jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er jeg er ked af. Jeg er bare så utrolig ked af det, men så stopper det. Når det stopper så gør jeg alt hvad jeg kan for ikke at mærke mig selv, hvad end om det er at begrave mig selv i en bog eller starte en eller anden serie som, jeg slet ikke følger med i. Jeg slukker hjernen og ser billeder flimre på skærmen foran mig, uden af se hvad der egentligt sker.

Jeg havde så travlt med, at nyde de øjeblikke jeg kunne få men “M”, at jeg ikke havde tid til at se på de aspekter af mit liv der havde brug for at jeg tog mig af dem. Det hævnede sig efter at øjeblikkene var væk. Min fødselsdag kom. Min 25’ende fødselsdag, en fødselsdag jeg lige så længe jeg kan huske havde haft en følelse af at jeg ikke ville opleve. Jeg havde i jeg ved ikke hvor mange år været overbevist om, at jeg ikke ville leve til at fejre 25. Men det gjorde jeg og nu ser jeg med tydelighed hvordan jeg ubevist saboterede mig fremtid, simpelt fordi jeg ikke troede jeg havde en. Det værste tidspunk må næsten have været da jeg manglede et halvt år af gymnasiet. Jeg blev så bange for fremtiden, så bange for at jeg nu skulle til at vælge hvad jeg ville efter gymnasiet. Noget jeg aldrig havde tænkt over tænkte jeg nu så meget over, at jeg tænkte mig selv i seng – bogstaveligt talt. Fra morgen til aften var mit hoved fyldt med tanker som ”hvad skal jeg vælge”, “hvorfor skal jeg vælge”, ” hvad nytter det” osv. Det var første gang at jeg for alvor oplevede hvor mørkt og skræmmende mit sind kan blive. Jeg kom bagud i livet og jeg har forsøgt at indhente det lige siden.

Jeg føler mig bagud. Jeg føler jeg sidder fast. Min bedste veninde er to år yngre end mig, er færdig med hendes uddannelse, har en skøn kæreste som hun lige er flyttet sammen med, og fra hvor jeg står, ser hendes liv ud til at køre på skinner. Jeg elsker hende og er hammerende stolt af hende, ingen tvivl om det – men jeg misunder hende og jeg hader mig selv for ikke at kunne havde skabt et liv som hende. Sådan er det med så mange i min omgangskreds, de tager alle skridt i retning af deres fremtid mens jeg langsom slår rod lige her, mens jeg først lige har accepteret at jeg også har en fremtid. Jeg ved at ingens liv er et glansbillede, men når man har sine skydeklapper på, som jeg har nu, så ser man kun andres lykke, man ser kun det man ikke selv har. Jeg ser kun mine egne fejltagelser og jeg begraver mig selv i dem.

Jeg er helt klar over at der ingen manual er på hvornår man skal have nået hvad i livet, og at min tid til at kunne sige “I made it” nok skal komme, men lige nu har jeg lyst til at smide håndklædet i ringen og give op. Jeg gør det ikke, men jeg har lyst.

DSC_1346

I am stronger than I think

 

1 kommentar

  • Bente

    Kære Christina. Gi’ ikke op. Kæmp for dig selv, du er go nok som du er. Vi er mange der har brug for dig, og jeg lover dig, livet har meget at byde på, selv jeg ved, du ikke kan se det lige nu 🎂knus fra Bente

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nogen gange har vi lyst til at give op.