Terapien slutter ikke efter en endt session.

I terapi arbejder vi med ”vores historie i livets strøm” og der igennem, finde forståelse for hvorfor vi udviklede de overlevelses strategier, vi allerede som børn erhvervede os.

I dag var det min tur. Det var grænseoverskridende men alligevel utroligt rart at arbejde med den på den måde, som vi arbejder med den i terapi.

Jeg har fortalt min historie så mange gange, at der er dele jeg ikke længere bliver påvirket af at fortæller.

Jeg mærker ikke længer den stikkende fornemmelse i kinden, når jeg fortæller om den gang min mor slog mig hårdt nok til, at jeg efterfølgende kunne se blodet falde og danne helt perfekte små runde pletter, på gulvtæppet på mit værelse. Jeg mærker ikke længere et kæmpe svigt når jeg fortæller om, hvordan min far i en periode helt forsvandt. Jeg mærker heller ikke længere frygten, jeg følte den aften jeg så min mors kæreste slå hånden igennem et vindue i køkkenet, fordi hun nåede at dukke sig.

Hvad jeg dog stadig mærker er en helveds masse vrede.

En vrede over at min mor engang var så fuld/påvirket, at jeg ikke kunne vække hende da pizzamanden kom og skulle betales. En kæmpe vrede over at hun kunne tage mig med på et værtshus og blive så fuld, at min far var nød til at komme og hente mig. En kæmpe vrede over at jeg den aften, hendes kæreste slog hånden igennem vinduet i køkkenet, løb ud i opgangen og gemte mig under en bænk og først bagefter tænke på min lille søster som lå i værelset lige ved siden af, for så først der løbe ind til hende og sikre mig at hun var okay. Der er en vrede inden i mig rettet mod min far, for ikke at have haft mig på fuld tid.

Jeg ved jo godt, at jeg i den periode de overnævnte ting skete kun var et sted mellem 5-7år og intet ansvar (ingen mulighed) havde for at ændre tingene. I mit lille barnehoved var det bare sådan verden så ud. Mor og far drak. Nogen gange gik det og andre gange gik det slet, slet ikke. Det betyder jo absolut ikke at der ikke har været positive tider, for jeg husker da også tydeligt hvordan at min mor, når hun var ædru, kunne være SÅ omsorgsfuld, kærlig og nærværende og hvordan min far gjorde alt hvad han kunne, for at jeg kun skulle have det bedste sammen med ham. Hvilket også er grunden til, at jeg slet ikke tvivler på ham da han fortalte mig, at han kun forsvandt i den periode fordi han havde ramt så lavt et punkt og ikke ville have at jeg skulle opleve det.

Selvom min mor døde tilbage i 2002 så flyder mit hjerte da stadig over med kærlighed for hende. Selvom jeg ikke har haft kontakt til min far siden 2004 så elsker jeg ham jo stadig og jeg håber inderligt, at vi en dag vil kunne blive en del af hinandens liv igen. For der er da et savn og et tomhul, selvom jeg har andre faderfigurer i mit liv.

Alt det her er jo kun et lille bitte indblik i min historie. Det er tanker som er kommet efter dagens session. Tanker som jeg er nød til at byde velkommen, acceptere og bearbejde i stedet for at skubbe dem til side, for om jeg vil det eller ej så har alle de ting været med til at forme mig som jeg er i dag. Hele essensen af terapien, er at acceptere tingene som de har været og se på hvordan jeg er kommet videre derfra.